At opnå god kommunikation med unge om deres problemer kan være svært – det er ikke tilstrækkeligt at sige, ”Det skal nok gå.” Hvis kommunikationen er afvisende, kan det afholde den unge fra at udtrykke sine følelser.
Under samtalen er det vigtigt at anerkende den unges idéer og bekymringer, og opfordre den unge til at tale om sine følelser. Nøglen til god kommunikation er at øve indfølende og aktiv lytning. Udvis empati og forståelse for din teenagers problemer i stedet for forsøge at komme med velmenende råd og ’gode’ forslag, og lad din teenager vide, at du altid er klar til at lytte.Active listening in practice
Om aktiv lytning
Denne samtale mellem en forælder og en teenager viser, hvordan man kan bruge aktiv lytning, når man kommunikerer med sit barn:
Forælder: Skat, hvad er der galt?
Teenager: Ikke noget, lad mig være. Hvorfor banker du aldrig på?
Forælder: Undskyld. Jeg kunne høre, at du græd. Har du lyst til at tale om det?
Teenager: Du forstår det alligevel ikke.
Forælder: Jeg vil meget gerne forsøge, jeg har også erfaringer fra min egen ungdomstid, som måske kan hjælpe dig?
Teenager: Er det sandt?
Forælder: Ja. Skal vi ikke tale om det?
Teenager: (snøft) Alexandra'* holder fest og har inviteret alle, undtagen mig.
Forælder: Åh, skat. Det er ikke sjovt.
Teenager: Hold op med at være sarkastisk. Jeg ved, jeg er ikke er ved at dø af sult eller er forældreløs ...
Forælder: Jeg forstår, hvordan du har det. Jeg synes, det er forfærdeligt, når sådan noget sker, og jeg kan godt forstå, at du er ked af det. Noget tilsvarende skete for mig en gang, som virkelig fik mig til at føle mig udenfor.
Teenager: Hvorfor, hvad skete der?
Forælder: Da jeg var på din alder, tog jeg altid med min bedste ven Sam på stranden. En dag sagde han, at han ikke havde lyst til at tage på stranden mere. Men næste dag så jeg ham på stranden med en anden fra skolen.
Teenager: Hvad gjorde du så?
Forælder: Jeg fik det forfærdeligt. Jeg gik hjem, hvor mormor fandt mig grædende.
Teenager: Hvad sagde mormor?
Forælder: Vi talte om det, ligesom vi gør nu, og hun sagde til mig, at det nok skulle gå alt sammen.
Teenager: Gjorde det?
Forælder: Ja, hun havde ret, jeg blev glad igen efter lidt tid. Men jeg oplevede det som om, at hun negligerede mit problem, og at hun blev irriteret på mig. Jeg følte ikke, at hun tog mit problem alvorligt. Jeg kan huske, at hun fik mig til at føle mig afvist.
Teenager: Er du irriteret på mig?
Forælder: Nej, jeg forstår, hvordan du har det lige nu; følelsen af at blive udelukket fra fællesskabet er forfærdelig.
Teenager: Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Forælder: Det gjorde jeg heller ikke. Til sidst indså jeg, at min relation med Sam ikke var sund for mig. Vi var ikke rigtige for hinanden. Jeg fandt ud af, at det nogle gange er den bedste løsning at trække sig fra personer, som sårer en, og efter noget tid blev jeg glad igen. Og det bliver du helt sikker også.
Ved at stille åbne spørgsmål og fortælle om egne erfaringer fik denne forælder et indblik i teenagerens udfordring. Forælderen fik teenageren til at føle sig set og hørt. Ved at kommunikere ligeværdigt er det muligt at bevare forbindelsen og nærheden og samtidig opbygge et tillidsforhold.
*For at beskytte personoplysninger har vi ændret navnene på de involverede parter, hvis historier vi gengiver. Men fortællingerne er baseret på virkelige historier.