Skip to content

De sociale medier, der formentlig er den største forskel på vores og vores børns teenageår, er kommet for at blive. Så hvordan hjælper vi de unge med at bruge de sociale medier hensigtsmæssigt?

Tingene er ikke så forskellige i dag, som du måske tror

Hvis den sociale medieverden virker skræmmende, kan det hjælpe at tænke tilbage på dengang, du selv voksede op.

Kan du huske, hvordan du snakkede med vennerne i bussen og i frikvarteret? Eller de mange timer, hvor du hviskede i røret på fastnettelefonen, så ingen andre i hjemmet kunne høre dine private samtaler?

Og når du havde fået nyt tøj – hvordan du brugte flere timer på at stå foran spejlet på dit værelse og stå 'model'? Og hvor meget det betød, at dine venner synes om dine nye look? 

Piger, uanset årgang, elsker at være sammen med veninderne, dele hemmeligheder og snakke om mode og drenge.

En fordel ved de sociale medier er, at de unge får muligheden for at interagere og skabe relationer og derved lærer sig selv at kende og på samme tid udvikler sig selv. Det giver de unge mulighed for at fokusere på det, der altid har været vigtigt for de unge: hemmeligheder, image, udseende og usikkerhed. Det er ikke overraskende, at teenagepiger er de største forbrugere af sociale medier.

Fordele og ulemper ved de sociale medier

Undersøgelser viser, at der er både fordele og ulemper ved brug af de sociale medier. Undersøgelser fra juni 2012, foretager af University of Georgia, viser, at de millioner af brugere, der logger på de sociale medier hver dag, kan få styrket deres selvværd i processen. Hvis man føles sig inkluderet i et fællesskab og ikke lader sig påvirke af andres kommentarer, kan de sociale medier have en positiv effekt på selvopfattelsen.

En undersøgelse fra juni 2013, foretaget af University of Michigan, viser til gengæld, at det var studerende med narcissistiske træk, der oftest bruger de sociale medier til at skaffe sig øget personlig opmærksomhed og kontrollere andres opfattelse af dem – noget, der kan have en skadelige effekt på unge piger.

En anden undersøgelse fra Flinders University i Australien viser, at der er en sammenhæng mellem teenagepigers forbrug af sociale medier og lavt selvværd og negativ kropsopfattelse (selvom årsag og effekt ikke kan bevises). Fra samtaler med de over 1.000 gymnasiepiger, som deltog i undersøgelsen, erfarede forskerne, at pigerne adopterer kropsidealer og oplever lavere kropstilfredshed på de sociale medier. 

Selvom 80 % af pigerne i undersøgelsen var normalvægtige, var næsten halvdelen (46 %) utilfredse med deres krop. Det tyder på, at de unges kropstilfredshed ikke er forbundet med overvægt, men i stedet handler om ikke at kunne leve op til urealistiske og unormale skønhedsidealer.

Undersøgelser fra Stanford University viser, at et overdrevet forbrug af skærm og sociale medier er forbundet med mistrivsel. Pigerne, der multitaskede på de sociale medier, var mindre sociale intelligente og havde større risiko for at få venner, som deres forældre anså for at være dårlig indflydelse.

Som forælder skal man være opmærksom på de sociale mediers fordele og ulemper og fastsætte realistiske rammer for et afbalanceret skærmforbrug. Tal med dit barn om at navigere sikkert på de sociale medier, forklar, at ikke alle er dem, de udgiver sig for at være, og klæd dit barn på til at afkode og håndtere henvendelser fra fremmede.

Skab balance med skærmfri tid

Unge kan føle sig ensomme og udenfor, fordi de konstant kan følge med i, hvor sjovt andre har det uden dem. Det kaldes ’FOMO’, (Fear of Missing Out), hvor man føler at man går glip af noget. Nogle tjekker deres sociale medier næsten konstant for at følge med i vennernes opdateringer og andres liv. 

Uanset hvor vigtigt din datter oplever, at hendes sociale netværk er, bør I lave aftaler om skærmbrug, som gælder hele familien, og have en løbende dialog om, hvor meget skærmen bruges og til hvilke formål. Din datter bør fx ikke bruge skærm op til sovetid, da det kan udsætte sovetidspunktet og betyde, at hun ikke får tilstrækkeligt med søvn.

Det er vigtigt som forældre at forstå de unges digitale liv frem for udelukkende at forbyde det, men det er også vigtigt at minde dem om alternativer til aktiviteter, der ikke involverer skærmbrug. Hvorfor ikke foreslå skærmfri familietid – hvor ALLES enheder er slukket? 

Foreslå offline fritidsaktiviteter med venner og familie, frisk luft, fysisk aktivitet og invitere venner hjem. Det er vigtigt for de unge at føle sig både fysisk og emotionelt forbundne til andre, og opmærksomhed, nærvær og samvær i gode fællesskaber i den virkelige verden styrker deres selvværd og trivsel. 

Sådan undgås en negativ effekt af de unges brug af de sociale medier.

  • 1.

    De sociale medier er ikke den virkelige verden

    De sociale medier er et fantastisk værktøj, men er også én af de største opmærksomheds- og tidsrøvere og er ofte ikke en præcis eller ærlig afbildning af virkeligheden. Sådan er virkeligheden ikke.

  • 2

    Tal med din teenager om forskellen på rigtige venner og 'venner' på de sociale medier

    Spørg hende:

    - Hvad ville en rigtig ven gøre for dig?

    - Hvor mange nære og tætte venner har du?

    - Hvad betyder et venskab?

    - Hvad kendetegner et ægte venskab?

    - Hvad er forskellen på en ven og en bekendt – og hvor mange af dem, du "kender" via sociale medier, er bekendte og ikke venner?

  • 3.

    Det er vigtigt, at de unge har en sund skepsis i forhold til ting, de ser ogdeler. 

    Tal med din datter om, at 'venner' eller 'følgere' på de sociale medier ikke nødvendigvis er rigtige venner eller bekendte, og at det derfor er vigtigt, at hun overvejer, hvad hun deler om sig selv og andre.

  • 4.

    Fysiske venskaber er vigtigere end popularitet

    Få, tætte og fysiske venskaber i ungdomsårene kan forbedre den fysiske og mentale velvære. Tal med din datter om, at unge med få og tætte venner har bedre selvværd – at være vellidt af en stor gruppe kan ikke erstatte de helt tætte og intime venskaber.

  • 5.

    Sociale profiler og indstillinger til beskyttelse af personlige oplysninger

    Tal med din datter om hendes personlige indstillinger, så hun begrænser, hvem der kan se hendes aktiviteter på de sociale medier og hendes profil. Det er vigtigt, at du taler med din datter om konsekvenserne ved at dele intime billeder, videoer og personoplysninger, som navn og adresse, medfremmede på nettet. Tal også med din datter om, at der florerer falske profiler på de sociale medier, at afkode og håndtere henvendelser fra fremmede, og aftal eventuelt konkrete retningslinjer for brug af de sociale medier.

  • 6.

    Internettet glemmer aldrig

    De unge skal være kritiske mediebrugere og bevidste om, at de sætter digitale fodspor overalt.