Skip to content

Kvinder i musikvideoer: Bryd stereotyperne

Kvinder i musikvideoer: Bryd stereotyperne

Undersøgelser fra bl.a. American Psychological Association og det britiske Home Office viser, at musikvideoer i stigende grad seksualiserer og objektiverer kvinder. Vi har udarbejdet en række gode råd og aktiviteter, som kan hjælpe dig i gang med en samtale med din datter om, hvordan kvinder fremstilles i musikvideoer.

Objektivering af kvinder i musikvideoer

Se en musikvideo – i langt de fleste tilfælde vil du bemærke, at kvinderne fremstilles letpåklædte med masser af makeup, som seksuelle objekter i urealistiske kontekster. Closeups af fyldige læber, vrikkende balder, dybe kavalergange og toptrænede kroppe, som tegner et billede af, at kvinder skal opføre sig og se ud på en bestemt måde for at være tiltrækkende.

”Min datter ser, hvordan kvinder fremstilles i medierne og tror, at hun skal leve op til det kvindeideal," fortæller Jo, der er mor til en teenagedatter, i forbindelse med Home Office-undersøgelsen om seksualisering af unge. "Det er musikvideoer til hendes aldersgruppe – kvinderne er halvnøgne – er det virkelig nødvendigt for at sælge musik?"

Musikvideoerne bombarderer de unge med urealistiske skønhedsidealer og er med til at bevare kønsstereotyper, navnlig ved at fremstille kvinder som sexobjekter. Home Office-undersøgelsen viser, at de unge i 2002 så ca. ni timers musikvideoer om ugen. I 2010 så de unge hele to og en halv time om dagen. 

Samtidig viser Ofcoms undersøgelse fra 2012 om børns mediebrug, at 40 % af de 12-15-årige ser eller downloader musikvideoer hver uge via mobilenheder.

Musikvideoers negative effekt på pigers selvværd

Forskere ved Ryerson University, Toronto ville undersøge, hvordan musikvideoer påvirker unge kvinder, og bad deltagerne om at se fem populære musikvideoer med en stereotypisk 'perfekt' kvinde. Kvinderne fik vist musikvideoerne med reklamer for at gøre oplevelsen så tæt på virkeligheden som muligt.

Kvinderne blev opdelt i tre grupper, som hver især så forskellige reklamer mellem videoerne. Nogle af kvinderne så traditionelle reklamevideoer, andre så reklamevideoer uden mennesker, og nogle så Doves 'Evolution'-reklamevideo, hvis formål er at sætte fokus på standarderne for naturlig skønhed og skønhedsidealer.

Resultatet: Sammenlignet med tv-udsendelser svækkede musikvideoerne væsentligt de unge kvinders tilfredshed med deres udseende – men Doves Evolution-reklamevideo havde den modsatte effekt. Ved at hjælpe pigerne til at blive mere mediekritiske og gøre dem opmærksomme på billedretouchering er det muligt at modvirke skaden til en vis grad.

Den britiske regering var så bekymret over musikvideoernes påvirkning på pigers kropsopfattelse, at regeringen bestilte den Home Office-undersøgelse, som Jo deltog i. ‘The Sexualisation of Young People Review’ anbefalede aldersbegrænsninger for musikvideoer og vejledte tv-stationer i forbindelse med visningen – men det er kun en del af løsningen.

Lær dit barn at blive en kritisk mediebruger

Det er urealistisk at overvåge de unges seervaner konstant. En søgning på internettet er for mange unge ikke længere væk end mobiltelefonen i lommen, og som forælder har man derfor en vigtig opgave i at klæde sit barn på med et sæt kritiske briller. I dag har de unge konstant adgang til musik og videoer på forskellige enheder og platforme.

I stedet for at forsøge at begrænse adgangen, så hjælp dit barn til viden og forståelse om musikvideoer, så de kan blive kritiske forbrugere og bevare deres positive kropsopfattelse. Fremhæv også det positive. Ikke alle musikvideoer er skadelige for selvværdet, og interesse i musik eller dans gavner de unge fysisk, mentalt og socialt.

For at beskytte personoplysninger har vi ændret navnene på de involverede parter, hvis historier vi gengiver.

  • 1

    Se musikvideoer sammen

    Spørg ind til, hvad dit barn synes om/ikke synes om ved musikvideoerne. Fremhæv rollerne, som mændene spiller, i forhold til kvinderne – hvilket budskab bliver sendt? Spørg, hvilke følelser musikvideoerne vækker, og hvilken betydning musikvideoerne mon har på andre unge.

  • 2

    Få mere at vide om videoproduktionen

    Tal om, hvordan musikvideoerne er produceret, og hvem der er involveret i processen – fra makeupartister og stylister til special effects-teknikere og kameramænd.

  • 3

    Vis interesse for nye kunstnere

    Næste gang dit barn lytter til musik, så nævn videoen til musikken, og tal med dit barn om den.

  • 4

    Fokusér på de positive musikvideoer

    Der er også 'gode' eksempler på musikvideoer. Fx adskiller Adeles musikvideoer sig ved at promovere et sundt og naturligt kropsbillede. Se musikvideoerne, og spørg din datter, hvad der er anderledes ved dem, og hvad hun kan lide ved dem i forhold til andre.

Næste skridt

  • Tal om, hvordan kvinderne i videoerne fremstilles, og at de kun illustrerer én type 'skønhed'.
  • Foreslå din datter, at hun taler med vennerne om, hvordan kvinder bliver fremstillet i tekster og musikvideoer, næste gang de ser musikvideoer sammen. Kunne de kontakte deres yndlingsband og spørge, hvordan de fremstiller kvinder i deres musikvideoer?