;Resize=(60,42) "Dove Logo")
Marlene_Teaser_BP
Marlyee Copeland, 28
Som barn havde jeg det skidt med, hvordan jeg så ud. Selvom min mor fortalte mig, hvor smuk jeg var, hørte jeg noget helt andet fra andre. Jeg er mulat (min mor er hvid og fra Storbritannien, og min far er sort og fra Jamaica), og jeg voksede op i en forstad, hvor størstedelen af indbyggerne var hvide. Det betød, at jeg ikke havde samme hudfarve som de dukker, jeg legede med i børnehaven, og i de små klasser havde jeg et helt anderledes hår end de piger, jeg læste om i bøgerne, og i de større klasser så rollemodellerne på ingen måde ud som mig.
Jeg prøvede konstant at ændre mit udseende. En af mine venner sagde engang til mig: "Du skulle tage at gøre mere ud af dig selv og gå med mere makeup – så vil drengene kunne lide dig bedre." Så i årevis brugte jeg timer på at glatte mit hår og plukkede mine øjenbryn helt til døde – alt sammen for at forsøge at passe ind i denne uopnåelige idé om skønhed.
Vendepunktet for mig var, da jeg fik mit første job i en SFO. Her lagde jeg mærke til, at piger helt ned til 5-årsalderen var begyndt at blive usikre på sig selv og deres udseende. I mine øjne var de alle helt fantastiske – både indeni og udenpå. Arbejdet med børnene hjalp mig til at redefinere, hvad jeg mener, ægte skønhed er. Det har hjulpet mig til at indse, hvad der er vigtigt her i livet. Jeg er her ikke for at behage andres øjne.
Som kvinde bliver man altid målt efter urealistiske skønhedsidealer, dikteret af samfundet, så jeg mener, vi må udfordre konventionerne, gå imod strømmen og redefinere, hvad ægte skønhed i virkeligheden er.
