Susannah Temko, 24

Jeg fandt ud af, at jeg er hermafrodit, et par måneder efter jeg havde afsluttet min kemobehandling. Jeg var lige blevet 16. Først gik jeg i panik, fordi det splintrede det billede, jeg havde af mig selv. Jeg vidste ikke, hvad det betød.

Susannah_BP_Teaser
@Dove
2016-03-31T00:00:00.000Z

Det betyder, at jeg har XY-kromosomer og kønskirtler (der blev fjernet), som hverken er æggestokke eller testikler. Jeg ser mig selv som kvinde, men jeg havde en idé om, at jeg ikke var en rigtig kvinde. Det var forfærdeligt. Da jeg var 18, fik jeg en klinisk depression og var på et tidspunkt selvmordstruet. Jeg udviklede en meget alvorlig spiseforstyrrelse. Jeg følte, at jeg skulle ligne en undertøjsmodel – at jeg skulle være superfeminin og gudesmuk og stræbte efter det, jeg troede var det perfekte. Jeg gik aldrig uden for en dør uden fuld makeup. 

Jeg begyndte at skrive en blog, og det blev et vendepunkt for mig. Den handlede om kræft, og det budskab, jeg kom med, var, at der ikke er noget i vejen med at have en sygdom, at du ikke skal være flov over at have en krop, der er syg – alle er stærke og smukke. Og for lidt over et år siden skrev jeg så en blogpost om at være hermafrodit. Jeg var ved at kaste op af nervøsitet, da jeg trykkede 'Udgiv', fordi jeg vidste, at ca. 5.000 mennesker ville læse min post, men det var samtidig fantastisk befriende. Lige siden har jeg været helt åben omkring det, og det gik op for mig, at hvis folk har et problem med det, så handler det om dem og ikke mig. Jeg føler mig stærkere, selvom jeg ikke føler mig perfekt på nogen måde. Jeg har stadig dage, hvor jeg ser mig selv i spejlet og ønsker, at mit ansigt så anderledes ud. Men før var der en negativ stemme i mit hoved, der råbte og druknede alt andet. Nu kan jeg få den stemme til at tie stille.